RuBA D&B Efterårsopvisning

En hyggelig eftermiddag med dans og fællesskab

I november inviterer RuBA for første gang til RuBA D&B Efterårsopvisning – en ny og lidt anderledes opvisning for alle Dans & Bevægelseshold fra 0. til 3. klasse.

Når efteråret bliver mørkere, dagene kortere, og det hele føles lidt gråt, kan det være sværere at holde motivationen og bevægelsesglæden oppe – også selvom børnene stadig elsker at danse og bevæge sig. Samtidig er der længe til de næste opvisninger, hvor børnene igen får mulighed for at stå på gulvet og vise det, de har øvet sig på. Derfor vil vi gerne skabe en lille forsmag på det, der venter, og give børnene noget at glæde sig til og øve sig frem imod.

RuBA D&B Efterårsopvisning skal være en hyggelig eftermiddag, hvor dans, bevægelsesglæde og fællesskab er i centrum. Hvert hold får mulighed for at vise én holddans, og derudover skal alle børn være med i en fællesdans. Vi ser hinandens danse, hepper på hinanden og klapper af alle holdene.

Vi håber, at efterårsopvisningen kan være med til at holde motivationen og glæden ved at danse og bevæge sig i gang – også når det er mørkt, koldt og vådt udenfor.

Praktisk information

Dato: Fredag den 6. november 2026
Tid: Kl. 16.00 – ca. 17.30/18.00
Sted: Birkerød Idrætscenter, Multihallen

Sådan foregår eftermiddagen

Børnene møder ind i Multihallen kl. 16.00. Her bliver de taget imod af deres instruktører og gjort klar til fremvisningen.

Forældre, søskende og andre publikummer er velkomne til at tage plads på tribunen i salen. Vi beder jer være stille, mens børnene gør sig klar.

Omkring kl. 16.20 går børnene på gulvet, og herefter begynder fremvisningen. I løbet af cirka én time får alle hold mulighed for at vise deres dans, og vi slutter af med en fællesdans.

Når fremvisningen er slut, er dagen ovre – og så kan I tage jeres barn i hånden og holde weekend.

Hvad skal dit barn have på?

Vi gør det helt enkelt og overskueligt. Børnene skal ikke have særligt opvisningstøj på.

Vi beder blot om, at børnene møder op i sort tøj – gerne tætsiddende leggings/gamacher og en sort T-shirt eller bluse.

I behøver ikke købe noget nyt. Brug bare det, I allerede har i skabe og skuffer. Har man været til en RuBA Camp, vil det være fedt, hvis barnet har sin RuBA T-shirt på.

Dertil bedes barnet have håret sat i en høj hestehale.

Tilmelding

Det er gratis at deltage, men vi beder alle om at tilmelde sig HER.

Tilmeldingen er vigtig, fordi instruktørerne skal vide, hvilke børn fra deres hold der deltager.

Det er også gratis at komme ind og se med, så tag gerne familien med og vær med til at heppe på børnene.

En ny tradition?

RuBA D&B Efterårsopvisning er et helt nyt initiativ, som vi glæder os til at prøve af.

Vi håber, at I vil tage godt imod det og bakke op om eftermiddagen med et åbent sind. Første gang bliver altid lidt en læringsproces, og bagefter evaluerer vi selvfølgelig og tager erfaringerne med videre.

For os handler det først og fremmest om at skabe en hyggelig eftermiddag, hvor børnene får mulighed for at vise, hvad de har lært, opleve hinandens danse og mærke det store fællesskab i RuBA.

Vi glæder os til at se jer til en hyggelig eftermiddag fyldt med dans, fællesskab, hep og klapsalver.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *