Hos RuBA glæder mange sig til at blive hjælpeinstruktører når de bliver 13 år og må få et fritidsarbejde. Faktisk er der mange der glæder sig så meget at de slet ikke kan vente! Derfor kan men hos RuBA blive RuBAspire fra man går i 5. klasse.
Hvad vil det sige at være RuBAspire?
Som RuBAspire er du sammen med de øvrige RuBAspirer tilknyttet et ”RuBAspire-hold” der mødes nogle gange i løbet af sæsonen til workshops hvor du bliver undervist i hvordan man bliver en god hjælpeinstruktør når man engang skal være det. Det er alt fra modtageteknik til pædagogiske redskaber samt læring om RuBAs vision og koncept. Du vil også blive klædt godt på til at hjælpe med at skabe god trivsel på RuBAs hold, da det har en meget høj prioritet hos RuBA.
Udover de forskellige workshops du kan deltage i med andre RuBAspirer, kan du også få lov til at komme og være med på nogle af de yngre hold (fx Guldfisk og Konkylier) og øve dig i de ting du har lært på RuBAspire-workshop. For at sikre at der ikke dukker for mange RuBAspirer op på de enkelte hold, vil man som RuBAspire blive tilknyttet et eller flere hold hvor man frit kan dukke op og deltage i træningen.
Der er intet ansvar og ingen forpligtelser forbundet med at være RuBAspire. Når du som RuBAspire dukker op på det eller de hold du er tilknyttet, kan instruktørerne bruge dig som det giver bedst mening i træningen. Der er ingen forventning om at der er RuBAspirer til stede på RuBAs hold, og dit bidrag til træningen er ikke med i instruktørernes planlægning. Det har således ikke en konsekvens hvis du bliver væk fordi du skal noget andet, det er helt ok og det er ikke nødvendigt at melde afbud. Du er som RuBAspire ikke forventet, men meget velkommen!
Hvad skal du gøre for at blive RuBAspire?
Hvis du ønsker at blive RuBAspire skal du sammen med dine forældre kontakte Ida på ida@ruba.dk og skrive hvilken klasse du går i, hvilket/hvilke RuBA-hold du går på samt om du har et ønske til hvilken skole du gerne vil tilknyttes som RuBAspire. Herefter vil Ida tilføje dig vores RuBAspire-hold og I vil modtage nærmere information om workshops samt hvilket/hvilke hold du som RuBAspire vil blive tilknyttet.