RuBAs sæsonopstart nærmer sig, og vi glæder os simpelthen så meget til at byde nye såvel som gamle medlemmer velkommen. Vi har gjort os rigtig umage og sammensat en sæson med masser af dans, gymnastik og opvisninger, krydret med en masse bevægelsesglæde.
Vores sæson 24/25 starter op i uge 34
Det vil sige at træningen starter fra mandag d. 19. august til søndag d. 25. august.
RuBA træner i kommunens lokaler, og derfor træner vi ikke i skolernes ferier og de årlige helligdage. Derudover vil der ikke være træning, når skolerne afholder terminsprøver, eksaminer, hvis salen skal renoveres ol. Dette vil blive meldt ud løbende.
Sæsonen slutter søndag i uge 22, 2025.
Bemærk venligst at den sidste uge af sæsonen ikke nødvendigvis har almindelig træning, da vi er i fuld gang med at forberede de store sommerforestillinger. Sommerforestillingerne er i weekenden d. 24. og 25. maj. Hver skole er kun på en af dagene.
Beklædning
Hos RuBA har vi intet krav til bestemt beklædning, dog forventer vi at børnene møder op i tøj, de kan bevæge sig i. Det kan være idrætstøj, joggingbukser eller shorts, samt en t-shirt og en tyk trøje til at have udenpå. Vi fraråder at børnene møder op i kjoler, nederdele, strømpebukser eller udklædningstøj, da de ikke kan bevæge sig frit i det og risikerer at glide og falde. Det er nemlig slet ikke ret let, at lave koldbøtter i en stor tyl nederdel. Derudover anbefaler vi at børnerne træner i bare tæer, så der er ikke noget behov for at købe nye sportssko før RuBA starter op. Ønsker man at træne i gymnastik- eller balletsko (blød, skridsikker sål) er det ok. Strømpesokker går ikke, da børnene glider.
Har man virkelig lyst til træningstøj med RuBAs logo på, er det muligt at købe dette via vores webshop, som I finder her på hjemmesiden. Det er dog slet ikke et krav.
Mad og drikke
Alle medlemmer skal have en drikkedunk med til træning. Denne skal være fyldt med vand inden træningen starter. Vi drikker ikke sodavand el.lign. til træningen. Derudover spiser vi ikke samtidig med at vi træner. Det er dog en rigtig god idé at have en lille snack med til efter træningen. Det kan fx være lidt frugt, grønt, müslibar eller kiks.
Ekstra aktiviteter
Da RuBA efterhånden er en stor forening, vil vi være at finde til en masse fede, sociale aktiviteter i årets løb. Det er slet ikke alle hold, der optræder hver gang, men I er altid velkomne til at møde op, og klappe og heppe på andre RuBA-medlemmer. Når der er en aktivitet, hvor jeres hold skal deltage, får I besked.
Dog kan I allerede nu sætte stort kryds i kalenderen d. 24.-25. maj 2025, hvor RuBAs sommerforestillinger afholdes. Jeres barn skal med stor sandsynlighed kun deltage den ene dag. Hvilken dag det bliver, ved vi først når vi er lidt tættere på. Nedenfor kan I se de aktiviteter vi på nuværende tidspunkt har planlagt. Der kan selvfølgelig forekomme ændringer og tilføjelser, men de vil blive opdateret inde under vores kalender på hjemmesiden.
Sæson 23/24 | |
Aktivitet | Dato |
Birkerød Kulturnat | 13. sep. |
Frivilligfesten | 27. sep. |
Kulturnat på Kastellet i KBH | 11. okt. |
RuBAcamp i Århus – ShowTeam og PerformanceTeam | 17.-20. okt. |
RuBA VinterDans | 10.-12. feb. |
DGI Forårsopvisning – Royal Stage (Hillerød) | 1.-2. marts |
DGI Forårsopvisning – Farum Arena | 9. marts |
Opvisning på Bakken – MiniShow og ShowTeam | Afventer |
Sommerforestilling – Kulturcenter Mariehøj | 24.-25. maj |
Kom til se-på-træning
De fleste af RuBAs hold er lukkede for forældrene. Dette gør vi for at skabe de bedste rammer for læring og udvikling. Det skaber ro for vores små medlemmer og er med til at give et trygt læringsrum for de ældre.
Dog ved vi godt, at de fleste forældre savner indblik i hvad deres børn lærer hos RuBA. Derfor har vi indført se-på-træning. Det betyder at vi åbner dørerne for forældrene i løbet af sæsonen. Lige nu arbejder vi på at finde det rette format for både instruktørerne, børnene og forældrene, og planen vil blive meldt ud hurtigst muligt.
RuBAs fokus
RuBA er en 17 år gammel forening med mange hundrede medlemmer i Rudersdal Kommune. Det er vi meget stolte af, men det indebærer også et enormt ansvar og det tager vi meget seriøst.
Sidste sæson startede vi flere nye, spændende projekter hos RuBA. Blandt andet oprettelsen af vores projektlinjeklasser i samarbejde med Trørødskolen. Vi er stolte af at vi igen i år opretter en nye idrætsklasse, så vi efter sommerferien vil have en 7. i, en 8. i og en 9. i.
Ydermere fik vi vores fine nye lokaler på Kulturcenter Mariehøj, som vi er rigtig glade for. Her kan vores medlemmer komme og hænge ud før deres træning på Mariehøj. Der er derudover også her at projektlinjeklassen har deres morgentræning. Vi håber at lokalerne i fremtiden vil få en masse fede hold, men det er stadig noget vi arbejder på.
I år er vores helt store fokus på kvaliteten i træningen. Gennem de sidste mange måneder har vi arbejdet hårdt på at sikre at RuBA også udvikler sig. I løbet af de 17 år som RuBA har eksisteret, har der løbende været justeringer og ændringer i holdopbygning og træningens struktur. I denne sæson vil vores instruktører blive uddannet indenfor flere nye områder af dansen, så vi forhåbentlig kan blive endnu bedre til at træne jeres børn.
Vi ønsker at være sunde forbilleder for de børn og unge, som træner hos os. Vores mål er at RuBA er et helle, hvor ingen børn oplever mobning eller bliver holdt ude. Et helle, hvor også udsatte børn, skal have en mulighed for at blive fyldt op med bevægelsesglæde, både ude på holdene samt i vores kommende lokaler på Mariehøj. Et helle fra de sociale medier, usunde idealer og det stadig voksende fokus på mobilen. Det er derfor også vigtigt at nævne at vi hos RuBA ikke støtter op om små grupper på Snapchat, hvor alle ikke er velkomne. Vi håber at både forældre og medlemmer vil have fokus på dette. Der sker nemlig rigtig mange ting, som vi ikke kender til.
Det er ingen hemmelighed, at vi hos RuBA elsker træning, dans, gymnastik og bevægelse, men når vi tænker sundhed, er det ikke bare den fysiske, vi tænker på. RuBA vil derfor i den kommende sæson igen have fokus på den mentale sundhed for børn og unge i vores forening.
Vi har derfor et RuBA-kodeks, hvor vi italesætter RuBAs værdier. Vi vil beder jer læse dette igennem, og gennemgå det med jeres barn. Hvis I oplever mobning eller et barn i mistrivsel, så kontakt endelig katrin@ruba.dk. Der er intet for småt, og vi vil hellere have at I kontakter os en gang for meget end en gang for lidt.