Historie

Vejen til Rudersdal BevægelsesAkademi har været en lang og spændende rejse. Der er sket en kæmpe udvikling gennem årene, både hvad angår foreningens størrelse og geografiske udstrækning, men i særdeleshed også i forhold til den undervisning der tilbydes til kommunens børn og unge.

Grundstenen til foreningen blev lagt i 2007, da en flok entusiastiske børn på Vedbæk Skole besluttede sig for at lave deres eget gymnastik- og dansehold – et hold de havde ambitioner om at turnere rundt i Danmark med. Mette, der er mor til tre af de ivrige børn, syntes børnenes engagement var beundringsværdigt, men hun mente nok de kunne bruge en træner hvis de skulle have stablet et rigtigt show på benene.

Mette tog kontakt til Anne Sofie, et familiemedlem fra Jylland, der netop var flyttet til København for at studere. Anne Sofie var tidligere springgymnast og danser, og havde stor erfaring med at undervise i både gymnastik og dans. Mette sørgede for lån af lokaler på Vedbæk Skole samt alt administration, mens Anne Sofie stod for den ugentlige undervisning og det kreative arbejde med at få børnenes show realiseret.

CoolKids
På daværende tidspunkt var der ét enkelt hold i foreningen. Holdet talte femten børn og de kaldte sig for Vedbæks CoolKids. Foreningen fik det samme navn – CoolKids – ingen havde drømt om at vi en dag ville være meget mere end blot dette enkelte showhold.

CoolKids var en stor succes blandt skolens børn, særligt de yngste klasser viste stor interesse og allerede i foreningens andet leveår måtte der udvides med et hold for 0.-2. klasse. Her kunne børnene dygtiggøre sig og blive klar til at være en af de seje CoolKids. Det yngste hold kaldte sig for ”små CoolKids”, men kunne ikke udtale det engelske ord, som derfor kom til at lyde som ”guldfisk”. Dette blev hurtigt navnet på det lille hold, og den dag i dag hedder foreningens hold for 0.-1. klasse stadig ”Guldfisk”.

Foreningen voksede støt de følgende år. Børnene på CoolKids blev ældre og Anne Sofie fornemmede en rastløshed hos særligt de ældste piger der på daværende tidspunkt gik i 5. og 6. klasse. De var ikke længere så optagede af hulahopringe, sjippetove og den legende tilgang til det at lære rytmiske gymnastikserier. I den alder trækker det sociale liv meget, og det blev sværere og sværere at fastholde pigernes interesse.

En dag efter træning satte Anne Sofie sig ned sammen med de ældste piger. Hun spurgte dem hvad der skulle til for at de ville fortsætte med at træne i foreningen. ”Mere dans”, ”tekniktræning”, ”workshops med professionelle dansere” lød det bl.a. fra pigerne. Det var tydeligt at pigerne var modne til at blive udfordret med en mere teknisk tilgang til dansen, og Anne Sofie foreslog at vi oprettede et Kompagnihold hvor hun underviste i jazzballet og moderne dans, og hvor pigerne flere gange i løbet af sæsonen ville blive tilbudt workshops i forskellige dansegenrer, undervist af dygtige dansere udefra. Pigerne synes det lød fantastisk og fortsatte alle som én på holdet der fik navnet JuniorKompagni.

Rytme i Rudersdal
Nu da foreningen talte mange flere hold end det oprindelig CoolKids, gav det anledning til forvirring at foreningens navn var det samme som ét af de hold den bestod af. Var CoolKids et hold eller en forening? Der var brug for et nyt navn til foreningen, et navn som var en overordnet betegnelse for alle de hold foreningen tilbød. Navnet ”Rytme i Rudersdal” opstod idet foreningens medlemmer primært blev undervist i rytmisk gymnastik, og fordi foreningen helt fra start samarbejdede tæt med Rudersdal Kommune om diverse kulturelle arrangementer, og derfor gerne ville have ”Rudersdal” som en del af foreningens navn.

Tiden omkring foreningens første navneskift var også et vendepunkt for den administrative drift. Mettes børn var blevet store og gik ikke længere på foreningens hold, hvorfor hun valgte at stoppe sit arbejdet med foreningen. Anne Sofie var ikke et øjeblik i tvivl om at hun ville drive foreningen videre alene. Hun allierede sig med sin mor, der påtog sig rollen som kasserer og resten af det administrative arbejde tog hun sig selv af.

Efterhånden som foreningen voksede stod det klart, at Anne Sofie ikke kunne påtage sig at undervise alle foreningens hold oveni det administrative arbejde. Indtil nu havde Anne Sofie været studerende, men stod nu med fuldtidsjob som fysioterapeut ved siden af foreningsarbejdet. Foreningen talte mange hold, bla. på Høsterkøb Skole og Vangeboskolen. Anne Sofies kusine, Ida, flyttede til København, og var med sin baggrund i gymnastik og dans et helt naturligt valg da instruktørflokken skulle udvides fra en til to. Ida faldt hurtigt til og bidrog med en masse ny energi til foreningen.

Sammen udviklede Ida og Anne Sofie den holdstruktur der blev kendetegnende for foreningen. Anne Sofie havde årene igennem bidt mærke i børnenes udvikling i interesse, efterhånden som de blev ældre. Hun brugte disse observationer, sammen med sin fysioterapeutiske viden om børns motoriske udvikling, til at tilrettelægge foreningens hold målrettet. Der gik ikke længe før foreningen var repræsenteret på endnu flere skoler i kommunen – men et gennemgående tema var, at vi som forening manglede en base, et sted vi kunne kalde vores hjem og tilholdssted.

I over et år kæmpede Anne Sofie for at skaffe midler til at erhverve et nedlagt værksted i Trørød som kunne omdannes til en dansesal. Der var stor opbakning blandt medlemmer og venner af foreningen, men desværre delte banken ikke Anne Sofies tiltro til projektet. Ej heller da Anne Sofie havde rejst 500.000 kr. til udbetaling var de imponerede, og pludselig en dag var ejendommen solgt til anden side.

Kulturcenter Mariehøj
Det tog en del tid og energi at komme sig over lokaledrømmen der var brast, men Anne Sofie gav ikke op og drev troligt foreningen videre, mens hun privat brugte sin ny vundne tid på at kaste sig over medicinstudiet. På daværende tidspunkt sad der i bestyrelsen en mor til to af foreningens medlemmer som kyndigt sagde: ”Alting har sin tid, hvis det ikke blev det hus så bliver det noget andet”. Dette råd tog Anne Sofie til sig, og fandt ro i sit nye studie mens hun fortsat drev foreningen og underviste Kompagniholdene. Tine, som den kloge mor i bestyrelsen hed, fik ret. Et års tid efter aflivningen af drømmen om vores eget hus opstod der helt uventet nye muligheder for foreningen. Det kontinuerlige samarbejde med Rudersdal Kommune, foranledigede at foreningen blev inviteret til at rykke ind på det ny renoverede Kulturcenter Mariehøj, da det stod færdigt i efteråret 2015.

Det var en gave uden lige at få lov at være på Kulturcenter Mariehøj. Foreningen fik lov at have deres ting liggende i nogle skabe på kulturcenteret, hvilket gav et kæmpe overskud i forhold til det logistiske arbejde det var, konstant at transportere dansetøj, vimpler, hulahopringe og sjippetove rundt mellem skolerne og Anne Sofies mors kælder, der var blevet foreningens lager i mangel på steder at være.

Rudersdal BevægelsesAkademi (RuBA)
De nye omgivelser på Kulturcenter Mariehøj gav Anne Sofie helt ny energi til at udvikle og genoverveje foreningens vision og mission. Pludselig var mulighederne mange og flere af de drømme og planer Anne Sofie havde haft for foreningen var nu inden for rækkevide.

Det lå i luften at det var tid til forandring og nytænkning. Ida og Anne Sofie havde mange, lange, energifyldte samtaler om hvordan fremtidens forening skulle se ud. Et tilbagevende tema i disse samtaler, og på foreningens bestyrelsesmøder, var vores navn. ”Rytme i Rudersdal” gav mening for os, selvfølgelig hentydede ordet ”rytme” til den rytmiske gymnastik vi underviste i. Det var bare ikke alle der fangede det, og ofte blev vi spurgt om vi var en musikskole – ja, der var sågar forældre der i længere perioder troede deres børn gik til musik…

Endnu engang måtte vi tage tænkehatten på, og gennem brainstorming og inspiration fra venner og familie landede vi på ”Rudersdal BevægelsesAkademi”, i daglig tale RuBA. Samarbejdet med kommunen var kun blevet tættere med årene, så ”Rudersdal” som en del af navnet var oplagt. ”Bevægelse” dækker som en paraply over de forskellige stilarter vi underviser i – dans eller gymnastik for sig ville ikke være beskrivende alene. Sidst men ikke mindst er vi blevet et akademi. Ordet skal symbolisere at læring og udvikling er en vigtig del af vores forening. Vores medlemmer udvikler sig fra Haletudse til Kompagnist, og vi udvikler vores egne kompetencer og foreningen kontinuerligt. Vi er meget glade for vores nye navn, og vi glæder os til at leve op til det! Vi er RuBA.